Manden der kan alle dagene
En kort men indholdsmættet samtale med Jan som arbejder i værkstedet på Bredegaard.
På Bredegaard lever Jan som kan alle dagene i det her århundrede – ja, måske alle dagene i det hele taget. Jeg mødte Jan i værkstedet på Bredegaard i maj 2009
- Hvornår har du fødselsdag?, spurgte Jan.
27. marts, svarede jeg.
- Hvilket år, spurgte Jan.
1976, svarede jeg.
- Lørdag!
Spørgsmål og svar fløj gennem luften. Jan har boet på Bredegaard i en del år, og er en blind herre i sin bedste alder. Men dét som gør Jan til noget helt særligt er, at han på forunderlig vis kan fortælle alle og enhver der kommer forbi, på hvilken dag de er født.
Jan arbejder i værkstedet på Bredegaard, men man kan være sikker på, at hvis der kommer nogen forbi som Jan ikke kender i forvejen, vil de blive udsat for et fokuseret men kort forhør. Det slutter altid med at Jan uden den mindste tøven eller nogen særlig form for forklaring, fortæller hvilken dag man blev født på.
Man kan have sine tvivl om det - for hvordan kan nogen på under et halvt sekund regne ud, på hvilken dag man blev født for lidt mere end 33 år siden? Men efter at have hørt Jan lave det samme nummer med mere end én person - og efter at have tjekket efter – var der ingen tvivl mulig. Men hvordan han bærer sig ad, er ikke til at vide.




