Mobility
Mobility er en metode som kompenserer synshandicap. Der er ansat 3 mobilityinstruktører på Bredegaard. Instruktørerne besidder spidsviden i mobilityarbejdet. De sikrer, at mobilitymetoder udbredes og implementeres på Bredegaard både i forhold til brugere og ansatte.
Mobility er krumtappen i al brugercentreret færden, arbejdstilrettelæggelse, arbejdsplads- og boligindretning. Det er forudsætningen for den enkeltes mulighed at færdes i- og udenfor Bredegaard.
Mobility tilrettelægges individuelt og omhandler hovedsageligt: Ledsagelse, mental mapning, brug af stok, ruteindlæring, måltidsteknik, telefon og pengetræning samt madlavning, vask og rengøring. Fælles for alle disse ting er at der er tale om ADL = Almindelig Daglig Livsførelse.
Derudover sørger de mobility-uddannede medarbejdere på Bredegaard for tilpasning af synskompenserende hjælpemidler til svagsynede, ligesom de underviser alle medarbejdere i ledsagerteknik og måltidsteknik.
ADL: Almindelig Daglig Livsførelse
For at klare opgaverne i dagligdagen må den svagsynede / blinde lære en række teknikker og anvende særlige hjælpemidler. For en udviklingshandicappet med synshandicap kræver det også megen øvelse gennem grundig træning, idet undervisningen skal tage udgangspunkt i personens evner, synsstyrke, erfaring og håndelag.
Vores hverdag indeholder mange forskellige gøremål, som for langt de fleste af os ikke opfattes som egentlige opgaver, hvor der skal bruge stor koncentration og ressourcer for at løse pogaverne. De er nærmest rutiner i vores dagligdag, rutiner hvor vi i høj grad anvender synet til at foretage disse ting. Men for en synshandicappet stiller det sig anderledes. De må indøve teknikker for at klare disse aktiviteter. Fællesnavnet for læring af disse færdigheder og teknikker er blevet ADL og omfatter bl.a. madlavning, rengøring, indkøb, tøjvask, personlig hygiejne. Kort sagt: Tilrettelæggelse af hverdagens rutiner.
Et eksempel på ADL-træning kan være at åbne mælkekartoner, hælde væske op i glas eller kop og dække bord. For en seende er det banalt - for en blind er det en lettelse at kunne gøre det selv. Når man fx skal åbne mælkekartoner skal man først finde de to streger på toppen af kartonen der markerer den side der kan åbnes lettest. Når man skal hælde noget op i et glas, skal man lade tuden berøre kanten på glasset eller koppen for at undgå at ramme ved siden.




