Vejen til frisøren gik gennem Afrika

Ergoterapeut Jane Hansen fortæller om hvordan hun fik en beboer til at gå med til at gå i bad, børste tænder, blive klippet og få ordnet negle – og hvordan beboeren blev fadder for en lille, afrikansk pige.

For nogle år tilbage havde vi en beboer som var en rigtig enspænder. Han ville ikke være social, han ville ikke gå i bad, han ville ikke børste tænder eller gå til frisør – han ville bare være sig selv.

Jeg fik opgaven at prøve at se hvad jeg kunne gøre hygiejnemæssigt – om jeg kunne få ham til at gå i bad og den slags. Jeg måtte jo finde ind til ham, så jeg gjorde mig venner med ham ved at besøge ham.

Så fandt jeg ud af, at han godt kunne tænke sig et barn. Helst et rigtigt barn - men han ville være tilfreds med at få et fadderbarn som han kunne betale for. Det skulle være en lille pige, og hun skulle være fra Afrika – det var meget vigtigt for ham, for han var helt vild med alt hvad der havde med Afrika at gøre.

Vi diskuterede så, om det var forsvarligt. Om han kunne leve op til det ansvar det er at have et fadderbarn, og vi blev enige om at det skulle prøves – og hvis han ikke kunne klare det, skulle Bredegaard overtage barnet – så måtte det blive en fast post på budgettet.

Derefter kunne jeg gå tilbage til ham og præsentere ham for, at det var en mulighed at han kunne blive fadder for et barn. Men hvis han var fadder, skulle han gå på posthuset en gang om måneden for at betale pengene. Det betød, at han var nødt til at gå i bad, børste tænder og så videre, for sådan skulle man være, når man gik på posthus.

Det viste sig at være en succes. Der skete virkelig nogle fremskridt med hans hygiejne. Han blev klippet, vasket, ordnet negle og fik børstet tænder. Og han åbnede sig op. Han kommunikerede med hende den lille pige – han sendte billeder ned ad sig selv, hun sendte billeder tilbage og han skrev til hende om Danmark og spurgte til hendes liv i Togo. Det foregik så på den måde, at han dikterede  hvad der skulle skrives i brevet ; herefter  skrev vi det ned på engelsk, og så oversatte organisationen det til fransk, som var det sprog pigen brugte.

Han blev utrætteligt  ved med at tage ansvaret for hende indtil han blev gammel og syg og døde – hver måned gik han ned på posthuset og betalte penge til hende. Inden han døde  havde han  testamenteret et større beløb  til sit fadderbarn, så hun kunne få det liv han havde lovet hende.