Printvenlig side
English
Blindecenter Bredegaard
Lindelyvej 5, 3480 Fredensborg
Tlf: 45 11 84 11
Sikker mail:
Bredegaard@hav1.regionh.dk

Til forsiden
 

Vi producerer livskvalitet

Interview med Gitte Kuszcz – udviklingskoordinator og konstitueret afdelingsleder for Døvblindehjemmet på Bredegaard.

- Hvad vil det sige at være døvblind?
Nogle af beboerne er helt blinde, nogle har en hørerest og nogle er helt blinde og helt døve. I Døvblindehjemmet bor en beboer som er helt blind og helt døv. Hende er jeg nødt til at være i kontakt med hele tiden. Hun er meget afhængig - specielt når hun er i et miljø hvor hun ikke er kendt. Hun har nogle lyde - dem kan man godt høre forskel på. For eksempel kan hun godt fortælle hvis hun synes at vandet er for varmt i morgenbadet. Som regel er vi så tæt på hinanden, at hun kan nå mig. For eksempel kan jeg spørge hende "hvad vil du gerne?" (en rastløs trippen med fingerspidserne på håndryggen) og så kan hun så svare at hun godt vil have noget mælk (en pegefinger der hiver sig ud fra den anden pegefinger).

- Hvordan kommunikerer man med mennesker der er døvblinde?
Overordnet kommunikerer man ud fra principper for totalkommunikation. Totalkommunikation er al den kommunikation man gør – det er din krop, din mimik, dine øjenbevægelser, dine hænder og så videre. Der er gestus, pegning, tegn, der er hånd-over-hånd, det som hedder taktilt tegnsprog og der er lyde. Én af beboerne har en synsrest men er døv, og han  kommunikerer med det som kaldes tegn-til-tale, hånd-over-hånd og konkreter. Hvis han gerne vil have kaffe, siger han kaffe på tegnsprog.

For de her mennesker handler det om at være sansestimulerede. Hjernen skal have noget at arbejde med, ellers forsvinder de ind i sig selv. Noget andet er så, at som medarbejder kommer jeg til at lære beboernes personlighed at kende. Én af beboerne er døvblind og hun giver en masse små tegn som jeg skal være opmærksom på at fange. Når hun vågner, skal jeg kun røre ganske let ved dynen, og så kommer hendes hånd op over dynen. Det er hendes måde at sige godmorgen på. Det er nogle meget fine små detaljer. Vi skal være dygtig til at aflæse de signaler de kommer med. Vi skal tolke dem og vi skal have meget viden om døvblindfødte mennesker. Vi arbejder hele tiden inde i deres privatsfære. Når vi kontakter dem, skal det altid være med en let berøring. Der er meget etik i det her arbejde. Vi skal bevæge os med respekt for dem – og overfor deres ting.

- Hvad kan du godt lide ved dit arbejde?
Det er et meningsfuldt arbejde. Det kan gå fremad med meget små skridt og resultaterne kan være  længe undervejs, men jeg gør en forskel for nogle andre mennesker. Vi er meget bevidste om, at det her job ikke har nogen høj status i samfundet. Vi  producerer ikke noget som bidrager til samfundsøkonomien. Faktisk tværtimod – det er ikke nogen indtægtskilde.

- Hvad producerer I så?
Vi producerer livskvalitet. Vi producerer selvværd, livsudfoldelse og en masse glæde og gode oplevelser. Vi producerer hvad man kan kalde et godt og givende samvær, nemlig de gode relationer. Vi producerer tryghed, kommunikation, læring... energi. Og så må man ikke glemme den del af det som handler om omsorg – at vi passer på dem. For nogle beboere fungerer vi som en slags familie – også selvom vi professionelt set er medarbejdere.

Blindecenter Bredegaard har driftsoverenskomst med Region Hovedstaden - Handicap

Link til Handicaps hjemmeside, hvor du kan læse om tilbud til borgere med handicap mm.

CMS med søgemaskineoptimering og ehandel